/media/7484/oerting-collage.jpg

Succes med nyt fitnessrum til unge med autisme

Projektet ”Motion for Unge med Autisme” har til formål at skabe en sundere livsstil hos de unge på opholdsstedet Ørting. Smukfondens bidrag gav liv til et spritnyt fitnesscenter.

20. april 2020

Opholdsstedet i Ørting er hjem for unge med autisme mellem 14 og 23 år, som i høj grad har behov for trygge rammer og rolige omgivelser for at trives i dagligdagen. Nogle af de unge er klar til at træne i det lokale fitnesscenter, men langt de fleste har svært ved at overskue det offentlige rum med de store sale, mange maskiner, mange mennesker og larm. I første omgang skal de bare lære at blive fortrolige med fitnessmaskinerne

Derfor ønskede Fonden Ørting at stable et nyt og attraktivt fitnesslokale på benene til de unge og med hjælp fra Smukfonden er lokalet nu blevet realiseret til stor glæde:

”Eleverne oplever en dejlig løssluppen snak med hinanden, hvor man kan tale om alle emner, også nogle af de lidt sværere, da de har et fælles tredje som træning imens. Når vi viser nye rundt, er der ofte mange, som har haft lyst til at gå til fitness, men ikke har haft modet til det, hvor der nu åbner sig nye muligheder, hvor det er under samme tag”, fortæller Lene Alkert, socialrådgiver hos Fonden.

De nye fitnessfaciliteter har desuden vist sig at have en positiv effekt på de unges udvikling i forhold til omverdenen:

”Det har også været et godt springbræt med henblik på at få trænet det at bevæge sig ud i den virkelige verden, som det er at tage til fitness i Odder og derved få øvet det at tage transportmidler og være sammen med andre”.

Se kontaktoplysninger