På fredagens pressemøde blev Smukfondens midler uddelt til 13 gode og varme projekter, der arbejder med udsatte og ensomme unge. I alt blev 365.000 kr. uddelt.
Smukfonden er skabt af Danmarks Smukkeste Festival. Med baggrund i den overskudsenergi og det fællesskab festivalens godt 14.000 medhjælpere skaber, er det Smukfondens opgave at støtte projekter og initiativer, der kæmper mod ensomhed og udsathed. Smukfonden uddeler støtte to gange om året. Siden starten i 2014 er der uddelt mere end 3 mio. kr. - og på den igangværende festival i Skanderborg, blev der i dag uddelt yderligere 365.000 kr.
Tre projekter var til stede for at modtage deres støtte, som de fik overrakt af Smukfondens bestyrelse: Jørgen Gaarde, Borgmester i Skanderborg, Carsten Nørland, direktør i Royal Unibrew og Poul Martin Bonde, formand for Skanderborg Festivalklub. De tre projekter, der i dag modtog penge på Smukfest, var: The Back to life project, Cafe Fundamentet, Skanderborg Selvhjælp.
En af Smukfondens mindste donationer tilfaldt ADHD-gruppen hos Skanderborg Selvhjælp. Til stede for at modtage donationen var gruppeleder Carsten Jensen, der var meget begejstret.
”Det falder på et rigtig tørt sted. I år har staten givet afslag på vores ansøgning af støttemidler, så der er virkelig brug for de her penge.”
I alt har 13 projekter modtaget en donation i år. De 13 projekter er følgende:
The back to life project – der laver en skræddersyet og social genoptræningslejr til sårbare unge og modtog 50.000 kr. til deres arbejde.
Cafe Fundamentet – der får 32.000 kr. til deres arbejde med at styrke deres brugere med fællesaktiviteter som indkøb og madlavning.
Skanderborg Selvhjælp – der havde søgt og fik 4.000 kr. til deres projekt ”PUST”, der er et mestringsforløb for børn med ADHD.
Kvisten – 25.000 kr. til brug for terapi til seksuelt misbrugte.
Hunde Tips & Hygge – 5.000 kr. til foderdonationer til udsatte danskeres hunde.
Skanderborg Taekwondo Klub – 33.000 kr. til et udviklingsprojekt for børn og unge om hjælp til selvhjælp.
Red Barnet Skanderborg – 25.000 til deres naturlejr for udsatte børn.
Plexus Aarhus – 30.000 kr. til deres arbejde med at transformere ensomme unges ofte barske virkelighed til kunstneriske værker.
Musikskolen Aarhus – 22.000 kr. til deres projekt ”Unge poeter”.
Plexus København – 14.000 kr. til deres værested for udsatte unge.
Center for social nytænking – 50.000 kr. til et vidensprojekt om, hvad der egentlig virker i indsatserne over for sårbare og udsatte unge.
Reden – 50.000 kr. til etablering af et sundhedstilbud til deres brugere.
Hylke Rideskole – 25.000 kr. til projektet "og så til hest", der giver en gruppe sårbare og udfordrede elever mulighed for at ride og opleve, hvordan hestene og ridningen udvikler, udfordrer og giver livskvalitet.
Næste gang, der uddeles midler fra Smukfonden, er på festivalklubbens generalforsamling i januar 2019.