Det var en solrig men stille skov, der i år dannede rammerne for Smukfondens uddeling til projekter til fordel for ensomme og udsatte. På trods af aflysningen af årets Smukfest, har Smukfonden alligevel fundet 188.000 kr til vigtige projekter indstillet af foreningens medlemmer.
Smukfondens uddeling havde helt andre præmisser i år, og blev uddelt i skoven uden publikum d. 7. august. I år går pengene bl.a. til projektet "Spiren" for Skanderborg Kompetencecenter og projektet "Mit Hood" hos Gellerup Filmværksted samt fem andre projekter, der på hver deres måde sætter fokus på ensomhed og udsathed. Skanderborgs borgmester Frands Fischer og Skanderborg Festivalklubs næstformand Frank Møller Worch stod for overrækkelsen af Smukfondens midler til de to glade modtagere fra projekt "Spiren" og projekt "Mit Hood", der var med i Bøgeskoven. Walther lykønskede modtagerne med behørig afstand og barkflis mellem tæerne.
Projekt "Spiren" - Skanderborg Kompetencecenter tildeles 20.000 kr
"Vi vil bruge vores midler på et planteværksted, vaskeri og keramikværksted for udenlandske kvinder. Vi ønsker at hjælpe dem med at finde en arbejdsfunktion, de kan tage med videre ud i erhvervslivet," fortæller Lise Hessel Damsgaard fra Kompetencecenter Skanderborg. Planen er at motivere og hjælpe kvinderne ud på det danske arbejdsmarked, og derfor har Skanderborg Kompetencecenter oprettet de kreative og praktiske værksteder, hvor de håber at se kvinderne "spire" og blomstre op. Helt konkret skal pengene gå til en vaskemaskine, tørretumbler og drejebænk.
Projekt "Mit Hood" - Gellerup Filmværksted tildeles 30.000 kr
"Midlerne skal bruges til kameraudstyr og tablets, så de unge i Gellerup kan lave dokumentarer om og med hinanden. Formålet er, at de unge kan bruge dokumentargenren som et kreativt talerør," fortæller Freja Devantié, der er projektleder på "Mit Hood". Der sker mange forandringer for de unge i det nye område af Gellerup, og nu kan de selv være med til at sætte fokus på, hvad forandringen betyder for dem på godt og ondt, forklarer hun. De unge bliver undervist i, hvordan de laver dokumentarer og kan med det nye udstyr nu selv lave film med hinanden.
Bryd tabuet om ensomhed - Projekt "ENsom Mig" tildeles 40.000 kr
To unge studerende fra Aarhus, Laura Jægergaard og Peter Søndergaard, er igang med at producere en dokumentarfilm "ENsom Mig", der handler om ensomhed. Dokumentarfilmen skal være med til at sætte fokus på at bryde tabuet omkring ensomhed og få de unge til at italesætte følelsen. Filmen er et projekt, de har arbejdet med ved siden af deres studie på VIA Multiplatform Storytelling and Production. “Ideen til filmen opstod, fordi jeg har haft ensomheden helt tæt inde på kroppen. Jeg føler at det er et vigtigt emne, som jeg ikke helt kan slippe,” fortæller Laura.
Forebyggelse og hjælp til unge og udsatte kvinder - Ny Identitet tildeles 50.000 kr
Ny Identitet hjælper særligt udsatte kvinder, der er på flugt i forbindelse med æresrelaterede forbrydelser og vold. Organisationen tilbyder kvinderne akut hjælp og rådgivning og hjælper dem videre til et bedre og mere sikkert liv - enten i Danmark eller i udlandet. “Særlige og specifikke udfordringer kræver et særligt og specifikt fokus,” siger de hos Ny Identitet.
Selvhjælpsgrupper for unge og udsatte børn - Selvhjælp Skanderborg tildeles 8.000 kr
Selvhjælp Skanderborg arbejder med selvhjælpsgrupper for børn, unge og voksne, der er udfordrede på livet. Selvhjælpsgrupperne skal sætte rammerne for et trygt og tillidsfuldt rum, hvor mennesker styrkes gennem hinanden. Grupperne skaber nogle sociale netværk, hvor mange forskellige emner bliver taget op - blandt andet sygdom, skilsmisse og sorg.
Mening skaber Mennesker - Gallo Kriseafdeling tildeles 10.000 kr
Gallo Kriseafdeling holder til i Aarhus og hjælper socialt og psykisk sårbare gennem samtaler, rådgivning og aktiviteter. Det fysiske værested i Aarhus og aktiviteterne er med til at skabe et fællesskab, der skal hjælpe mennesker med at finde mening i livet igen. Gallo Kriserådgivning har mere end 90 frivillige medlemmer tilknyttet foreningen.
Skolernes Skakdag 2021 i Østjylland - Foreningen Dansk Skoleskak tildeles 30.000 kr
Dansk Skoleskak afholder Skolernes Skakdag i 2021, hvor leg, læring og fællesskab går hånd i hånd. Formålet er at styrke børn og unge både fagligt, socialt og mentalt og give børnene en god oplevelse og muligheden for at finde nye venner på tværs af køn, kultur og alder.