Hvert år giver Smukfonden 20 % af overskuddet fra festivalen til forskellige gode formål via Smukfonden. Det er særligt formål, der kommer udsatte og ensomme til gode.
Ensomhed og udsathed er ikke nødvendigvis ord, man vil kæde sammen med Smukfest, men det er nogle af de problemstillinger, som er dagligdagen for rigtig mange mennesker. Og det besluttede folkene i Skanderborg Festivalklub sig for at gøre noget ved tilbage i 2014. Det blev til Smukfondens fødsel.
Siden er det blevet til 4,5 mio. kr. i støtte til forskellige godgørende formål, og i anledning af 40-års jubilæet har folkene bag valgt at sætte trumf på og ”tømme kassen”. Dermed blev 1,4 mio. kr. delt ud til 20 forskellige formål.
Fire modtagere var blevet inviteret til Udsigten, hvor Martin Brygmann havde sat Smukfests talsmand, Poul Martin Bonde, i stævne. Disse fire projekter står samlet set for modtagelsen af en rund million.
Haverne i Højvangen (150.000 kr)
Højvangen ligger i Skanderborg, og projektet går ud på at samle beboerne og lade dem arbejde om at få haverne til at gro. Ved at arbejde sammen på denne måde skabes der både fællesskab og en nødvendighed for at få projektet til at lykkedes.
Ventilen (210.000 kr.)
15 mødesteder og seks KOMsammen steder er en vigtig del af et landsdækkende arbejde om at forebygge ensomhed og udsathed for unge. Støtten er delt op i 10.000 kr. per sted.
Broen (300.000 kr.)
Der er mange måder, man kan støtte socialt udsatte børn og unge, og Broen har valgt at fokusere på at hjælpe med at betale kontingenter og udstyr til dem, der har brændende ønsker om at deltage i idræt eller andre fritidsaktiviteter. Også her er der givet 10.000 kr. til hver at Broens 30 afdelinger.
The Back To Life Project (340.000 kr.)
En del af projektet, der arbejder med genoptræningsforløb for folk med skader, modtog støtte til deres genoptræningslejr for udsatte unge.
Som en særlig gæst, deltog to af Hus Forbis sælgere for at tale om den støtte, der blev givet til projektet Tandfeen, som hjælper hjemløse til at få lavet tandarbejde. Støtten blev givet tilbage i januar, men det er først for nylig, at de første ansøgninger er begyndt at dukke op.
”Man skal have søgt alle former for offentlige tilskud og fået afslag, før man kan søge hos Tandfeen, og det kan tage rigtigt lang tid, så nu begynder vi at se de første ansøgninger,” forklarede Simon Nielsen fra sofaen på udsigten.
Pengene fra Tandfeen gives ikke som støtte, men som et lån der skal betales tilbage efter tre år.
16 andre projekter modtog støtte i dag:
Sanserummet, Odense (40.000 kr.)
Selvhjælpsgrupper for børn og unge i Skanderborg (14.000 kr.)
Julemandens Pitstop, Viborg (5.000 kr.)
Ungeråd i Kalmargade, Aarhus (50.000 kr.)
Eventyrlige fortællinger, Brabrand (30.000 kr.)
Dygtige digitale frivillige, Viby J (47.000 kr.)
Ungegrupper hos Selvhjælp Silkeborg (20.000 kr.)
Skanderborg Roklub til fripladser for unge (5.000 kr.)
Ørting Fonden, til projekt med virtual reality for unge autister (25.000 kr.)
Århus Musikskole til projektet ”Unge poeter – et skridt videre” (25.000 kr.)
Projekt Flaskebørn, Århus (37.950 kr.)
Kompetencecenter Skanderborg til sanserum og stressreducerede venteområder til udsatte borgere (25.000 kr.)
Eventyrskoven i Odder til udelivsområde (25.000 kr.)
Børne- og ungehospice Strandbakkehuset til indkøb af handicapcykler (50.000 kr.)
Sigrids Stues Tegneskole for børn i Gellerup (5.000 kr.)
Foreningen Grønlandske Børn til camps for sårbare unge (10.000 kr.)
20 % af festivalens overskud går hvert år til Smukfonden, og siden 2015 har fonden modtaget yderligere to kroner per solgt liter fadøl.
Læs mere om Smukfonden på www.smukfonden.dk.