Stor fremgang hos Event Safety betød, at de i januar 2019 kunne støtte Smukfonden med 50.000 kr. på Skanderborg Festivalklubs generalforsamling.
”Det er fantastisk, allerede at kunne dele ud af overskuddet, og det vil vi fortsat gøre, så længe vi har muligheden”.
Sådan lød det fra Thomas Rydahl, direktør for den erhvervsdrivende fond Event Safety, der drives af Smukfest i samarbejde med Muskelsvindsfonden. Forventningen var, at man først efter seks år ville have mulighed for at dele ud af overskuddet, men efter kun to år har fonden opnået så godt et resultat, at man kan donere til moderselskabets velgørende arbejde. Hurra!
Donationen blev overrakt live og fuldstændig sikkert af Nicolai Fjeldbo, der arbejder som førstehjælpsassistent hos Event Safety, hvor han i 2019 ydede mere end 200 frivillige timer. Poul Martin Bonde, talsmand for Smukfest, var en glad og tilfreds modtager af checken på vegne af Smukfonden:
”Udover at have udviklet sig til en af landets bedste leverandører af Event Safety, hvilket vores festival jo drager stor nytte af hvert år, så er det også en fornøjelse at vores joint venture med Muskelsvindsfonden, allerede nu kan begynde at donere penge til Smukfonden. På den måde bliver det gode samarbejde bare endnu bedre”.
Mens Event Safety normalt beskæftiger sig med at skabe trygge og sikre rammer hos bl.a. Smukfest og Grøn Koncert, er de lige for tiden medspillere på drive in-arrangementerne rundt i det corona-ramte land.