/media/9312/tpp19667-min.jpg

Uddelt i 2024

Ved Generalforsamlingen i januar 2024 (i Skanderborg Festivalklub, foreningen bag Smukfest) uddelte Smukfonden flere anseelige donationer, én af dem den største hidtil.

Januar 2024

Make-A-Wish blev stiftet i 1980 (ja, ligesom Smukfest) og har i årenes løb opfyldt ønsker fra mere end 450.000 børn i hele verden. Ønskerne kan være meget forskellige, men fælles for børnene er, at de er alvorligt syge. I Danmark har den lokale afdeling opfyldt over 2000 ønsker siden starten i 2001 (også kendt som Ønskefonden). Den globale organisation engagerer mere end 40.000 frivillige, og Make-A-Wish er bredt anerkendt og respekteret for sin etisk ansvarlige økonomistyring og samtidige evne til at vokse. Det er så flot og vigtigt. Smukfonden vil gerne bakke op om den danske afdeling og modtog en ansøgning om 50.000 kroner. Landechef Elif Poulsen kom til Skanderborg for at modtage det dobbelte, nemlig en donation på 100.000 kroner. Vi tog fusen på hende og havde en ekstra check på yderligere 500.000 kroner. De 600.000 er den største enkeltstående donation fra Smukfonden hidtil, og vi håber at bidraget kan give en masse danske børn lysende oplevelser i en mørk tid for dem og deres familier. Tak for jeres vigtige arbejde.

Ventilen ansøgte oprindeligt om 50.000 kroner. I kraft en længevarende og god dialog mellem Smukfondens bestyrelse og den sociale ungdomsorganisation, valgte Smukfonden at sætte et nul bag ved. Det var derfor en glad og taknemmelig repræsentant for Ventilen Danmark, Rillo Snerup Rud, der tog imod den runde check på Generalforsamlingen. Ventilen har til formål at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge. De driver tilbud landet over for unge, der føler sig ensomme, og derudover arbejder vi for at skabe og formidle viden om unges ensomhed og redskaber til at arbejde med problemet. Ventilen Danmark er en landsdækkende paraplyorganisation for 22 lokale tilbud fordelt over 20 byer. Alle de lokale foreninger er afhjælpende tilbud til unge, der føler sig ensomme, og drives ved frivilligt engagement. Det er altså på enhver måde en organisation og et arbejde, som Smukfonden gerne vil bakke op om. Tusind tak.

HEJFonden er modtager af en ekstra donation fra Smukfonden, som er muliggjort af den fantastiske opmærksomhed omkring Smukbold på KærligHeden under sommerens festival. Takket være engagerede gæster, deltagere og Legekammerater har Smukbold indsamlet 196.000 kroner i 2023. Hver en krone går til HEJFonden, som igennem sport arbejder mod mobning mellem børn og unge. HEJFonden er oprindeligt stiftet af håndboldspiller Mikkel Hansen, og i dag er også Mie Højlund og Mathias Gidsel med i arbejdet og ambassadører for den gode sag. HEJFonden arrangerer bl.a. håndbold camps, og er der noget, Smukfonden kan bakke op om, så er det selvfølgelig at mennesker vokser og nærmer sig hinanden igennem fælles oplevelser. Tak til jer, vi hepper!

Disse organisationer/projekter har også modtaget midler fra Smukfonden i denne runde:

  • Skanderborg Synger
  • Kaffe Karma
  • S/I Aldrig Alene
  • Skjold Birkerød Fodbold
  • Headspace Aarhus
  • Kjellerup Esport
  • Kulturforeningen Aarhus Volume
  • Foreningen Oplysning om Gadeliv
  • Hjerneskadeforeningen Aarhus/Østjylland
  • Trygfondens Familiehus
  • Foreningen Servicehundeakademiet
  • Aarhus Pride
  • Børnecancerfonden
  • Børns Vilkår
  • Dansk Skoleskak
  • HUSRUM Danmark
  • Reden
  • 8. marts – Kvindedag i Skanderborg
  • Joannahuset

I alt 2.653.549 kr. til gode formål! Disse donationer er kun mulige, fordi gæsterne på Smukfest i kraft af deres fest bidrager økonomisk til Smukfonden.

20% af overskuddet fra Smukfest går ubeskåret til Smukfonden og dermed de udvalgte projekter (indstillet af frivillige medhjælpere). Efter festivalen 2023 har Smukfonden således fået yderligere 411.864 kroner at gøre med til fremtidige uddelinger, og hertil kommer flotte 622.000 kr. fra Royal Unibrew.

Se kontaktoplysninger