/media/4186/30920793_10156573180944406_130204581_o.jpg

Fremgang hos de frivillige psykologstuderende

I februar og april måned afholdte de frivillige ildsjæle fra Bast Studenterterapeuterne med stor succes både reception og kursus med støtte fra Smukfonden

29. april 2018

I januar 2018 modtog Bast Studenterterapeuterne en bevilling på 20.000 kroner fra Smukfonden til at opnå følgende to mål: At nå ud til flere unge fra målgruppen og at kvalitetssikre arbejdet med de unge. Det første mål skulle blandt andet nås gennem en reception for frivillige og andre interessenter. 

På grund af den store interesse for receptionen, var de nødt til at dele den op i to. I første omgang blev gamle frivillige inviteret – herunder både psykologistuderende og færdiguddannede psykologer. I anden omgang blev flere forskellige faggrupper og interessenter inviteret til et glas bobler, netværk og fremvisning af de frivilliges arbejde. Formålet var at sprede budskabet om Studenterapeuternes arbejde, og på den måde gøre terapi mere tilgængeligt for sårbare unge i Danmark.

Og receptionen gav i dén grad pote – siden afholdelsen er der nemlig opstået venteliste på grund af den store interesse.

Donationen fra Smukfonden gik også til et kursus, der skulle kvalitetssikre de frivillige psykologers arbejde med de unge. Kurset foregik i april måned hos Susanne Freund, der har 35 års erfaring med alt fra omsorgssvigt til seksuelle overgreb, sorg og andre belastende barndomsoplevelser.

Bast Studenterterapeuterne holder i dag til i Åbogade i Aarhus N, og man kan komme i samtaleterapi for kun 50 kroner. Organisationen er hovedsageligt fondsdrevet, og det er de frivillige psykologistuderende, der står for den daglige drift.  

Se kontaktoplysninger